


MOTIVATION
Med en følsom historie, stort engagement, uddannelse i kost- og træning og en vilje af stål - har jeg en særlig ekspertise i at motivere og inspirere unge ildsjæle.
Uanset baggrund, etnicitet og historie, kan vi altid samles om fodbold. Netop i klubberne finder mange tryghed, samvær og nye muligheder.
Men hvordan tager man skridtet videre? Er det muligt at gå hele vejen, og opnå de drømme man går med?
MIN EGEN HISTORIE ER EKSEMPLET PÅ NETOP DET!
MIN HISTORIE
Med 15 års baggrund som professionel fodboldspiller i blandt andet Superligaen, har jeg erfaring med alt fra skader, succeser, nedture, målkriser, diskrimination, onde trænere og ensomhed. I disse op- og nedture gik det op for mig, at jeg er min egen største fjende. Også selvom udfordringerne virker udefrakommende.
Mit formål i motivationen af unge fodboldtalenter er, at få dem til at indse at den største bremseklods man møder i sin karriere altid vil være en selv, og at det netop også er arbejdet med sig selv, der gør den store forskel. En træner kan ikke overbevises via ord, ligeså vel som en målkrise ikke kan stoppes ved at spørge modstanderen om lov til at score.
Hårdt arbejde, dedikation, kontinuitet og en stålsat tro på egne evner er vejen frem. Og om man vil det eller ej, så er det også her mange falder fra.
Sideløbende med min fodboldkarriere har jeg uddannet mig som EHFA certificeret personlig træner. Det betyder at jeg har den officielle uddannelse indenfor træning, coaching og kostvejledning af individuelle personer. Det giver mig ikke kun muligheden for at coache og vejlede i mentaltræning, men også i den fysiske del via videnskabelige og håndterbare råd.
Et foredrag vil oftest starte med min egen personlige historie, der handler om hvordan jeg som skadet 2. holdspiller blev topscorer i FCK's ungdomsrækker, senere blev superliga-spiller og opnåede debut 8 timer inden min fars død.
Jeg snakker om attitude, indstilling, selvtræning, selvopfattelse og selviscenesættelse.
Derudover af- og bekræfter jeg myter om fodboldverdenen, træning, sundhed og giver et ærligt og motiverende indblik i hvad det vil sige at 'leve af' at spille fodbold.
Hvis det ønskes, medbringer jeg kostplaner og træningsprogrammer til inspiration for spillerne.

KONTAKT MIG
Send mig en mail eller ring mig op!
Så tager vi en snak om jeres muligheder til et foredrag i jeres klub, skole eller forening.
+45 61 414 717